Hvorfor er det lige, at man er så sørgelig til en begravelse?
Spørgsmålet giver umiddelbart sig selv, men hvis du tænker dig om, så er det måske mere tradition end en egentlig følelse, man står med.
Godt nok er der ikke så lang tid mellem, at vedkommende er død, til at vedkommende skal begraves eller på anden måde have en ceremoni, hvor liget skal bort, så man har nok ikke lige nået at bearbejde det endnu, hvad man har mistet.
Men for andre er det måske endnu ikke gået op for dem, hvad der er sket, så de vil gerne sende vedkommende afsted på en ordentlig måde, hvor man ikke hulker fra start til slut.
Døden er desuden så meget et tabu herhjemme, at vi dårligt taler om den, og til en begravelse holder folk sig meget igen eller siger høflighedsfraser, selvom det er her, at man virkelig har brug for deres ærlighed og nærhed.
Behandl begravelsen, som det sømmer sig
Så her har man både svære følelser og en begravelse oveni hatten at håndtere. Det er vi danskere ikke så gode til.
Man er måske blevet bedt om at komme til en begravelse på Bornholm, for man får sjældent en invitation til den slags, da det virker morbid – men hvorfor?
Det kan jo være den sidste afskedsfest, fordi vedkommende var en festabe, der ville vende sig i kisten, hvis man så, hvor trist og sørgelig stemningen var til personens begravelse.
Måske var døden den sidste redning, fordi der var så meget smerte forbundet i livet, så nu kan man fejre, at vedkommende er kommet videre.
Desuden er vedkommende jo død, så personen kan jo ikke se, hvordan man markerer det.
Det kan jo også tænkes, at man virkelig havde set frem til, at vedkommende døde, fordi personen var en pest for sine nærmeste, så det skal fejres, at døden kom!